Forenkelt opmærkning af resultatopgørelsen i digitale årsrapporter

Tilbage i 2015 blev årsregnskabslovens §30 vedr. “Ekstraordinære poster som en del af resultatopgørelsen” ophævet. I den nye 2022 version af taksonomien for årsregnskabsloven er de taget endeligt ud.

Forenklingen betyder at ekstraordinære felter og en række hyppigt anvendte ordinære felter helt udgår af taksonomien, og som en konsekvens heraf bliver resultatopgørelsens struktur også forsimples.

I dette indlæg sammenligner jeg strukturen i XBRL før og efter, og ser på hvor ofte de udgåede felter i dag bliver anvendt.

Af: Niels-Peter Rønmos, Founder, Xtelligent Data ApS, 23. November 2022

Så sker det endeligt. De ekstra felter i resultatopgørelsen i den danske XBRL-taksonomi udgår.

I den forbindelse forsvinder også behovet for at skelne mellem de ekstraordinære og ordinære felter. Derfor udgår ikke kun de ekstraordinære felter, men  også to af de “ordinære” felter fra resultatopgørelsen.

Forenklingen betyder, helt lavpraktisk, at felterne ”Ordinært resultat efter skat” og ”Skat af ordinært resultat” udgår – særligt sidstnævne har været hyppigt anvendt i stedet for “skat af året resultat”. Derudover kan resultatopgørelsens struktur også forsimples, som det ses nedenfor i dette indlæg.

Du kan se hele strukturen hos Erhvervsstyrelsen her, eller blot læse videre nedenfor.

Som en konsekvens heraf er noten vedr. “skat af årets resultat” også omlagt i taksonomien.

Resultatopgørelsen - før og efter

Stilles de resultatopgørelsen op FØR og EFTER ses forskellen tydeligt nedenfor. For overskuelighedens skyld, har jeg her kun mellemtotalerne i den øverste del af resultatopgørelsen. 

Illustrationen er dækkende for både den arts- og funktionsopdele resultatopgørelse.

Fremadrettet bliver det nu nemmere at opmærke resultatopgørelsen i XBRL, og det bliver nemmere for regnskabsbrugerne at anvende data.

Anvendelsesgraden af de udgående felter

Anvendelsen af de ekstraordinære felter har i de seneste regnskabsår – i sagens natur – været så begrænset, at det alene må tilskrives fejl i opmærkningen af XBRL. Den fejlkilde forsvinder nu.

Derimod vil de to ordinære poster give anledning til rettelser i XBRL-værktøjerne hos mange revisorer og systemleverandører.

”Skat af ordinært resultat” bliver således i dag anvendt i 30 % af alle regnskaber aflagt efter Årsregnskabsloven, mens ”Ordinært resultat efter skat” bliver anvendt i 0,1 % af regnskaberne.

Hvis dette indlæg fangede din interesse så bør du måske også læse: